Pres

⭐️⭐️⭐️⭐️ – SET PÅ SCENEN
”Skuespillerne er forrygende […] PRES rammer helt sikkert en ungdomsgeneration lige der hvor de er. Og det er godt og rart for en førstegangsteatergænger at se sig selv spejlet på en scene, særligt hvis vi skal lokke et yngre publikum til at komme igen.” 

TEATERAVISEN
”Livet er langtfra let for personerne i PRES.  Pia Marcussen rammer hovedet på sømmet i forhold til nutidens unge. Hendes pen er fyldt med vid og udmærker sig tillige ved en udsøgt sans for at mixe tungt med let, alvor med humor […] samtlige små scener lyser af sårbarhed og en særlig slags styrke midt i alle besværlighederne, fordi de tre skuespillere, som snart er i dynamisk fysisk action, snart holder sig i intens ro, er så dygtige til at optræde og så gode til at fastholde kontakten til publikum.
Den ene tilspidsede livssituation afløser flot den anden i en frise, som gør både følelsesmæssigt og tankemæssigt indtryk.”

⭐️⭐️⭐️ – ISCENE
”De tre unge skuespillere på scenen gør det virkelig godt. Vi tror på, at der ikke er noget vigtigere i Annas liv end at afholde den perfekte fødselsdagsfest, når Karoline Toksvig Gammelgaard næsten manisk laver lister og planlægger. Vi mærker sorgen over og bekymringen for søsteren i hvert eneste, lille sitrende ansigtstræk hos Yas Wadis Nick, når han forgæves forsøger at bøje af på Julies spørgsmål i træningscenteret. Vi kan se den indre splittelse hos Rasmus Arved Monrad, når han på rusmiddelcenteret fortæller, hvordan misbruget tog til, da han opdagede, at pillerne ikke kun dulmede de fysiske smerter. ”Den tog også alle mine tanker. Endelig kunne jeg bare være fri, ligeglad,” fortæller han, og sætter derved også ord på det konstante mentale pres, ungdommen lider under.

Pia Marcussens iscenesættelse berører således en lang række relevante emner, som er oplagte som samtalestartere i klasserne efter forestillingen. Der er nok at tage fat på for lærerne.”

⭐️⭐️⭐️ – UNGT TEATERBLOD
”I løbet af den lille time, som forestillingen varer, kommer vi igennem otte små historier, af varierende længde, bestående af scener fra ungdomslivet.

Historierne er bedst, når ikke alt fortælles, men hvor vi selv også skal tænke lidt over, hvad det egentlig er, der ligger bag. 

[…] der er ingen tvivl om, at ungdomslivet ikke er let, og at de unge presses – på godt og ondt – fra omverdenen, fra forældre, fra skolen, fra vennerne og fra livet som sådan, og at der stilles krav til dem. På den måde er forestillingen ganske højaktuel.

Temaerne i historien er mange, og de er ganske relevante for både de unge, men også deres voksne, både deres lærere og forældre. Historierne kan i hvert fald sætte nogle tanker og samtaler i gang.”