Teaterdirektør: “Fondene bør påtage sig en geografisk forpligtelse”
Ja, måske trænger fonde og kulturliv til en tur i parterapi.
Det er i al fald en god idé at stoppe op og spørge hinanden, om vi er gode nok sammen, når den ene begynder at føle sig overset.
Af Kristoffer Møller Hansen, adm. direktør på Sjællands Teater
Igennem flere hundrede år har kunsten og fondene gået hånd i hånd, og sådan er det heldigvis stadig. I 2021 uddelte fondene ca. 2,4 milliarder til kulturelle formål. Tak for det!
Men hvis man fra fondenes side ikke er bevidst om den geografisk skæve fordeling af offentlige midler til kultur, så risikerer fondene at bidrage til skævvridningen.
Siden 2015 har der været en bred politisk opbakning til at skabe et Danmark i ”bedre balance”, og i det nye regeringsgrundlag nævnes det hele to gange, at regeringen ”vil styrke kulturen i hele landet”. Men ét er hvad man siger, noget andet er hvad man gør.
At indfri denne ambition, vil nemlig kræve et langt større fokus på de regioner, der historisk er blevet overset.
Hvis borgerne i Region Sjælland eksempelvis skulle modtage den samme statsstøtte til kunst og kultur som landsgennemsnittet, svarer det til, at staten skulle tilføre mere end 190 mio. kr. årligt til Region Sjælland. Og Region Nordjylland, som modtager næstmindst i statslig kulturstøtte per indbygger, skulle tilføres knap 100 mio. kr. årligt.
Selvom vi er et lille land og skatteprocenten er ens for borgerne, uanset hvilken region vi bor i, så er de kulturelle muligheder således vidt forskellige.
På scenekunstområdet er skævfordelingen endnu mere udtalt. Ifølge rapporten ”Geografisk fordeling af statens støtte til scenekunst” (2018) uddeler staten hvert år 1,2 mia. kr. til scenekunst. Blot 2 procent tilfalder Region Sjælland, selvom 14,5 procent af danskerne bor her.
Region Sjælland er samtidig den eneste region, der ikke har en landsdelsscene. Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syd har alle en af slagsen, ligesom københavnerne kan se forestillinger på Østerbro Teater, Nørrebro Teater, Folketeatret og Betty Nansen Teatret, der er samlet under Det københavnske Teatersamarbejde, som oprindeligt hed Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene.
Og hvorfor er dette relevant når vi taler om parterapi mellem fonde og kulturen?
Jo, det er det af flere grunde, som vi tilsammen kunne kalde en negativ spiral.
Fondene ser gerne, at offentlige midler, er med til at validere projektet. Men de offentlige midler kommer ikke ud i hele landet.
Fondene lægger ofte vægt på kulturinstitutionens egenfinansiering. Men, hvor midlerne er små, kan det være svært at skyde en egenfinansiering ind i projektet.
Fondene støtter, som oftest, ikke drift – og de mindre bemidlede institutioner har kun i meget ringe grad råd til at have en fundraiser tilknyttet.
Der er således en overhængende fare for, at den geografiske ulighed bliver øget af fondene, hvis de ikke er meget opmærksomme på denne skævvridning. Det er et ansvar fondene er nødt til at tage på sig, hvis ikke ubalancen skal øges.
Lokale kunst- og kulturtilbud spiller en markant større rolle for danskere, der bor uden for hovedstaden. Det understreges også af rapporten ”Mellem ballet og biografer” (2019).
Og i Applaus’ Kulturbarometer fra marts 2023, angiver hele 35% af borgerne i Region Sjælland, at flere oplevelser i lokalområdet ville få dem til at opleve professionel kunst og kultur oftere.
Det er den højeste tilkendegivelse af alle landsdele, landsgennemsnittet ligger på 28%.
Der er således et udtalt behov for, at fondene tager et samfundsmæssigt medansvar og styrker deres fokus på geografisk fordeling af deres midler til kultur.
Som direktør for en kulturinstitution i provinsen sætter jeg mig gerne på stolen overfor fondene, ser dem dybt ind i øjnene mens jeg ærligt og åbent siger: ”Jeg kan godt føle mig lidt overset i vores forhold”. Og det er synd. For jeg holder så meget af jer, og det I gør.
Kristoffer Møller Hansen, adm. direktør på Sjællands Teater