Sjælland findes også
– Et blik på scenekantsdanmark 2022
Bennyé D. Austring og Kristoffer Møller Hansen
I dette efterår fejrer vi som bekendt, at det nu i 300 år har været muligt at opleve dansk teater på modersmålet. Samtidigt kan vi markere, at det nu er 61 år siden, at Kulturministeriet blev oprettet med socialdemokraten Julius Bomholt som landets første kulturminister. Under parolen ’Kulturen for hele folket’ indledte han kampen for at demokratisere danskernes adgang til kunst og kultur. I skrivende stund er Ane Halsboe-Jørgensen landets 9. socialdemokratiske kulturminister.
Så kunne man jo umiddelbart tro, at det her i 2022 er blevet muligt for ’hele folket’ at opleve spændende, berigende, underholdende og tankevækkende forestillinger på teatret. Men virkeligheden er, at det stadigvæk kommer an på, hvor man bor. Danskere, der som kronikkens forfattere bor i Region Sjælland, har generelt mindre adgang til teater og scenekunst end alle andre danskere. Et par tal illustrerer dette: Kulturministeriets samlede udbetalinger til regionen var i 2019 markant lavere end til de øvrige fire regioner. Ser vi på scenekunsten, gik kun 2 % af statens scenekunststøtte i 2018 til Region Sjælland iflg. en undersøgelse foretaget af Balance Danmark. Til sammenligning modtog Region Nordjylland, der fik det næstmindste tilskud, 6 %, svarende til 48 millioner kroner mere. Endelig har region Sjælland som den eneste region ikke en egen landsdelsscene, og landets tre store regionsteatre ligger alle i Jylland.
Vi under virkelig de øvrige regioner alle de statstilskud, de modtager, men undrer os selvfølgelig over skævheden i tildelingerne. Det virker som om, man fra kulturpolitisk hold enten har overset Region Sjælland eller valgt at betragte den som opland for hovedstaden. Ja, vi kan selvfølgelig tage til København og se et flot og varieret udbud af teater. Men det er i dag hurtigere at komme fra Odense – som allerede har en landsdelsscene – til København, end det er fra mange byer i Region Sjælland – Jyderup, Høng, Skælskør, Nykøbing Falster, Rødby, Nakskov – fortsæt selv rækken. Og så er det på flere planer væsentligt, at kunst produceres også uden for storbyerne.
Intentionen om et Danmark i bedre kulturel balance burde være noget, de fleste kan tilslutte sig, for hvem kan have interesse i, at Danmark kulturelt knækker over et sted mellem metropolerne og provinsen? Så måske skyldes skævheden den overordnede politiske strategi vedr. udflytning af statslige arbejdspladser, som flere på hinanden følgende regeringer har satset på vil skabe udvikling og arbejdspladser i ’udkantsdanmark’. Ifølge en SDU-rapport fra 2021 kan man imidlertid endnu ikke påvise nogen vækstmæssig effekt: ”En optimistisk læsning af vores resultater er derfor, at der skabes jobs lokalt i nogenlunde samme omfang som antallet af udflyttede arbejdspladser”.
Betragter man med positive briller på Inger Støjbergs meget omtalte forslag om at konvertere kunst til kørselsfradrag, ses ønsket om at fastholde indbyggere i landets tyndere befolkede områder og tilføre disse en økonomisk saltvandsindsprøjtning – men altså desværre på bekostning af kunsten.
Dette syn på kunst som undværligt ’flødeskum’ på tilværelsen er heldigvis uddøende. Fokuserer man på professionel kunst og kultur, kultur her forstået som de sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske sidegevinster ved kunsten, er disse efterhånden veldokumenterede. Nyere forskning peger således på, at kunst set som oplevelsesøkonomi kan styrke lokalt og regionalt erhvervsliv, turisme og bosætningspolitik, men også befordre generel livskvalitet og den demokratiske samtale. På det individuelle plan rummer al beskæftigelse med kunst desuden store potentialer for udvikling af personlig identitet. læring og dannelse – endda så store, at Lone Hertz for nylig har argumenteret engageret for, at teater bør være et fag i skolen.
Kunstens særkende, de helt unikke oplevelser, der kan spejle, ’forstyrre’ og perspektivere tilværelsen, og de nævnte sociale, dannelsesmæssige og økonomiske gevinster er to sider af samme mønt. Set i dette perspektiv er kunsten derfor ikke en såkaldt blød værdi eller flødeskum til kultureliten, men derimod en basal værdi i relation til både menneskelig og samfundsmæssig udvikling. Skulle Danmarksdemokraterne nogensinde gøre alvor af forslaget om halvering af dansk kunststøtte, vil vi, der ikke bebor de største byer, på sigt komme til at savne rigtig meget livskvalitet.
En oplagt løsning – både på arbejdsplads- og scenekunstproblematikken – kunne være, at man fra statslig side justerer udflytningsstrategien således, at man i højere grad opdyrker og styrker eksisterende aktører og institutioner, der allerede har udviklet et rodnet i lokalområderne. Løsningsforslaget skal ses i sammenhæng med strukturreformen. Siden amterne blev nedlagt i 2007, er deres kulturbudgetter stort set forsvundet. Det har bl.a. ramt en række større kulturinstitutioner, museer og teatre, som ikke (kun) er statslige, mens hvis aktiviteter rækker langt ud over den enkelte kommune. Det er derfor på tide enten at genetablere regionernes økonomiske mulighed for at yde tilskud til regional kunst og kultur eller at lade staten overtager denne opgave.
Kunst og kultur findes naturligvis allerede i de fleste lokalområder. Der er således allerede noget at bygge videre på. Inden for de seneste par år har lokale kræfter i Odsherred f.eks. præsteret at åbne en nybygget teaterbygning midt i Nykøbing S., og i Holbæk er to lokale professionelle teatre netop fusioneret til Sjællands Teater, landets største egnsteater. Ud over Odsherred og Holbæk har de to teatre egnsteateraftaler med Kalundborg og Slagelse og for Sjællands Teaters vedkommende turnévirksomhed over hele Sjælland. Lokalsamfund, kunstnere og politikere i de pågældende kommuner har således allerede taget hul på den store opgave det er at skabe professionelt tilrettelagte scenekunstneriske oplevelser til alle sine borgere, børn som voksne, jævne borgere så vel som kulturelite. En opgave, som staten altså har – om ikke direkte svigtet i regionen, så i al fald prioriteret meget lavt. Dette gælder i høj grad også i forhold til resten af Sjælland, Lolland og Falster.
Men selv om de nævnte nye initiativer i Odsherred og Holbæk afgjort er skridt i den rigtige retning, imødekommer de langt fra regionens behov for et stort, fleksibelt og trafikalt nemt tilgængeligt teaterhus, hvor der er kapacitet til at engagere alle publikumssegmenter i en bred vifte af teatergenrer og -formater, hvor der er plads til at præsentere også de helt store forestillinger, og hvor man har økonomiske muskler til at lave egenproduktioner på højeste niveau. Hvorfor skulle netop de 844.000 indbyggere i Region Sjælland nøjes med mindre?
Hvad skal der til, før også Region Sjælland bliver tilgodeset med scenekunst og andet kunst på linje med resten af landet? Tja, hver gang der er folketingsvalg, fortæller vi hinanden, at der nok ikke er mange stemmer i kunst og kultur, men passer det? Ikke mindst i den aktuelle situation, hvor vi stadig kan huske Corona-nedlukningernes kulturunderskud, og hvor vi nu oplever en krig i Europa, der på et eksistentielt plan udfordrer både vores humanisme, demokrati og livskvalitet, har vi hårdt brug for både gode kunstneriske oplevelser og alle de nævnte kulturelle sidegevinster.
Vi opfordrer derfor alle borgere til i denne valgkamp at sætte sig grundigt ind i, hvorvidt og i hvilket omfang vores politikerne prioriterer kunst og kultur, herunder de regionale kunstmiljøer.
Bennyé D. Austring er cand.mag. F&U-konsulent og bestyrelsesmedlem for Sjællands Teater.
Kristoffer Møller Hansen er skuespiller, instruktør og adm. direktør for Sjællands Teater