Sjællands Teater fik i dag mandag den 16. december 2024 lejlighed til at tale med kulturminister Jakob Engel-Schmidt om egnsteatrets udvikling og udfordringer, da han kiggede forbi til en kop kaffe og en lille rundtur på Holbæk Teater.
Kulturministeren fik således et indblik ind i Danmarks største egnsteaters store succes. Men også i nogle af de mange udfordringer, vi har som kulturinstitution i en region, der har været underprioriteret i flere år. Region Sjælland er ikke lig med hovedstaden. 15 % af Danmarks befolkning bor i Region Sjælland – men regionen modtager kun 2 % af de statslige kulturtilskud.
Ministeren kom under sit besøg blandt andet ind på, at i sin tid som kulturminister har han med en række kulturordførere indgået en aftale, der giver landets syv egnsteatre – herunder Sjællands Teater – et ekstra udviklingstilskud på knapt 4,7 millioner over fire år. Og ministeren var særligt glad for at høre, at på Sjællands Teater er disse penge øremærket til udvikling på børn- og ungeområdet. Noget, Jakob Engel-Schmidt pointerede, ligger hans hjerte meget nært.
Den lille rundtur og snak på teatret i dag er begyndelsen på en god dialog, som Sjællands Teaters administrerende direktør Kristoffer M. Hansen ser frem til at fortsætte med kulturministeren. Især nu hvor Jakob Engel-Schmidt afslørede, at han har besluttet at skifte valgkreds til netop vores område – et område, som han føler et særligt tilhørsforhold kva sin familie.
Og for kulturministerens vedkommende ser han frem til at deltage i Sjællands Teaters premiere på musicalen BORGEN på Slagelse Teater den 30. oktober 2025. Den dato blev fluks skrevet i ministerkalenderen under besøget. Kulturministeren havde allerede inden sit besøg noteret sig, at Sjællands Teater opsætter BORGEN som musical og var nysgerrig efter at høre, hvem der skal spille hvilke roller. Men det er stadig en teaterhemmelighed – lidt endnu. Selv for landets kulturminister.