musikken er på mange måder en kærlighedshistorie
Trine Pallesen gik lige i hjertet på mange danskere, da hun i sin tid blev kendt for rollen som Gaby i tv-serien ”Rejseholdet”. Og netop kontakten til hjertet og kontakten mennesker imellem betegner hun som meningen med hendes liv.
I november og december 2018 medvirkede hun i ”This is Christmas”. En musikalsk juleforestilling, der tager vores kendte julesange under kærlig og humoristisk behandling.
Hun glæder sig. Trine Pallesen. For selv om Holbæk Teater ligger et stykke væk fra hendes vanlige gang i København, holder hun så meget af huset på Vimmelskaftet, at hun en overgang overvejede at flytte til Holbæk. Og så glæder hun sig også, fordi ”This is Christmas” forener skuespillet med musikken. For musikken er på mange måder en kærlighedshistorie i hendes liv, en stor del af hendes arbejde består i at synge, og hun er blandt andet fast sangerinde for Bent Fabricius Bjerre.
”Musik kan jo noget. Musik åbner ind til hjertet meget hurtigt. Hvis der bare er tre akkorder, der er lækre, har man med det samme en følelse i kroppen. Det er dét, musik kan. Det åbner hjerterne, åbner mennesker. Det er en genvej til følelserne.”
Når aben kigger
Og netop følelser er som bekendt noget mennesker generelt må forholde sig til, men som skuespiller er det altafgørende, at man har adgang til dem for at formidle dem, så publikum selv kan mærke det. Og for Trine Pallesen er det vejen til publikum også.
”Hvis jeg står på scenen og ikke kan mærke publikum, får jeg koldsved. Det er vigtigt for mig, at kunne mærke publikum – at nu er vi her sammen og prøve at tune ind.”
Men selv om man er i samme rum, kan der godt være afstand, og som et kendt ansigt, er Trine Pallesen vant til, at hun til tider skal bryde en barriere, før den ægte kontakt er der.
”Nogle gange, når jeg kigger ned på folk fra scenen, kan jeg se, at de kigger som om de er i zoologisk have eller ser fjernsyn, og hvis jeg så lige ser ned og får øjenkontakt, så kan de blive helt … helt febrilske, og så bliver de enormt taknemmelige. Ligesom når aben i zoo en dag vender hovedet og faktisk kigger på en, så man tænker: Gud den ser mig … Så føler man sig som en del af noget. Jeg kan jo ikke se alle publikummer ind i øjnene, men min fornemmelse er, at hvis jeg ligesom har kontakt med nogen eller et område i salen, at når jeg så løfter blikket og kigger ud i salen, så føler de sig inddraget selv om jeg ikke kan få øjenkontakt med alle. Og jeg har lært med tiden, at noget af det også er energimæssigt.”
Når det – en gang imellem – går op i en højere enhed, kan Trine stå på scenen og føle, at hun har 100 tråde ud fra sit hjerte eller ud fra brystet som går ud til alle de mennesker, der sidder i salen.
Trine pallesen om magiske øjeblikke
“Så kan der pludselig ske det magiske for mig, at jeg føler, at det samler sig …” , siger Trine Pallesen og strækker armene ud til siden og samler dem i en hurtig bevægelse foran sig og trækker armene ind til kroppen igen mod mave og hjerte.
”Det er sådan en stråle af energi eller sådan en navlestreng, hvor alle kobler sig på. Og for mig er det magi. Nogle kalder det at taget løfter sig, at man ligesom bliver én organisme. Det er jo ikke tit det sker, men de gange, jeg har oplevet det … jeg bliver så berørt af det… Og så kan man nærmest blive sådan helt spirituel. Jeg kan huske, da jeg spillede Grethe Ingemann i glassalen i Tivoli. Der var nogle aftener, hvor det skete, og hvor jeg tænkte: Der var Grethe! Nu kommer hun ned. Det var som om, der var sådan et rør oppefra og ned gennem mig og så ud. Og det er ikke fordi jeg tænker: “Ih, hvor er jeg god”, men at jeg åbner mig for noget, der sådan kommer igennem mig. Når det sker en gang imellem, så er det fantastisk!”
En vildskab fyldte
Når man sidder over for Trine Pallesen i hendes kolonihavehus på Amager, hvor hun bor med sine to teenagere, en dreng på 15 og en pige på 14 år, er man ikke i tvivl om, at hun gør og har gjort sig mange tanker om livet, om mennesker, udvikling, det at være alenemor, det at være karrierekvinde, det at skulle vælge – og dermed også vælge noget fra. Men øjnene signalerer også, at hun har taget til sig af den viden, livet har budt hende.
”Da jeg var ung var der mange, der syntes jeg var lidt af en heks, og det var jeg måske også. Jeg havde noget, der fyldte mere, da jeg var yngre. En voldsomhed eller en vildskab, der fyldte mit rum. Jeg har altid sagt tingene meget direkte og i perioder i livet har det været hårdt at være sådan indrettet, men nu synes jeg, at jeg har fundet et sted, hvor jeg kan trække på de gode ting fra det ene til det andet. Jeg lærte efterhånden, at jeg kan godt få det samme frem uden at sige direkte til folk: at det der du snakker om det er idioti, nu skal du høre, hvordan det fungerer.”
Vi skal turde gå til hinanden
I dag kan Trine bedre sige: “Ja, det kan jeg godt se, det er der også en sandhed i, men for mig er det sådan her”.
“Jeg tror, at tiden, og alle de der mange, mange år i terapi, har givet mig en anden bevidsthed om nogle ting. Hvis jeg er i sammenhænge med mennesker eller i situationer, hvor man måske ville kalde det en overfladiskhed eller hvor man ikke er i kontakt, kan jeg få det fysisk dårligt. Det har jeg svært ved at være i. For det der med kontakt – det er det, livet handler om. Relationer er det vigtigste og det bliver jeg mere og mere bevidst om. Men relationer er også at turde støde på hinanden en gang imellem. Jeg kan godt få lidt åndenød, når folk for meget vil finde den gyldne middelvej. På nogle måder synes jeg, at det er rigtig vigtigt at finde en balance. På andre måder synes jeg også, at det er rigtig vigtigt at kunne blive ved med at blive rigtig rørt af noget i stedet for at blive sådan lidt upåvirkelig. At vi tør gå til hinanden. Man skal turde lade sig mærke af livet.”