Oliver Twist

Sjællands Teaters musikalske familieforestilling 2027 er Charles Dickens gribende klassiker om den forældreløse OLIVER TWIST.

Mens Dronning Victoria regerer med barske fattiglove i 1800-tallets England, regnes fattige ikke for meget. Intet, hvis det er fattige, forældreløse børn. Desværre er det netop, hvad Oliver Twist er. Født på landet i en fattiggård af en enlig mor, der dør i barselssengen.

Efter en brutal begyndelse på livets vej skal Oliver stå på egne ben og gøre sig nyttig allerede som 6-årig. Han bliver solgt til et arbejdshus, men flygter fra tilværelsen som børneslave ind til storbyen. Her er Oliver et let offer, der opsluges af den kriminelle underverden.

Oliver optimist

Ukueligt bevarer Oliver Twist sin charmerende, barnlige uskyld, ligegyldigt hvilken grufuld ondskab livet byder ham. Og det er ellers ikke småting! Sult, kulde og bank. Arrestation, trusler og tvang. Kidnapning og endda skudt og ladt i stikken.

Men bag murene i Londons dunkleste gader kan der også være lys og leben. Underverdens farverige personligheder nyder gerne en vis ekstravagance i festligt – skønt fattigt – lag. Her sidder de kække kommentarer lige så løst som tyvekosterne fra de fine rige. Og som i alle gode eventyr sejrer det gode over det onde. Også i OLIVER TWIST.

Selv om historien udspiller sig blandt de allerfattigste og forældreløse børn samt skruppelløse skurke, så er Sjællands Teaters OLIVER TWIST traditionen tro en forestilling, der samler store og små med en medrivende fortælling og masser af stemningsfuld musik.

SÅ GLÆD JER til årets musikalske familieforestilling OLIVER TWIST. Charles Dickens verdensberømt klassiker for hele familien. 

Vi ses i Londons skumle gader – på teatret.


SPILLESTED:
HOLBÆK TEATER, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Praktisk information om spillestedet – klik her

TEATERCAFÉEN:
I TeaterCaféen finder du et udvalg af øl, vin og vand, god kaffe og the samt lidt sødt & salt. Hvis der er pause i forestillingen, kan du med fordel bestille til pausen, allerede når du kommer. Så kan du springe køen over og hygge dig i pausen.

Ved et skole/institutions-arrangement er I velkomne til at kontakte os, hvis I ønsker at spise madpakker før eller efter en forestilling.


Oliver Twist spiller også på Slagelse Teater 6.-14. mar. 2027. Billetter – klik her.

  • Priser: 145 - 275 DKK
  • Sted: Holbæk Teater
  • Spilleperiode:

    13. - 28. februar 2027


    Se spilletider
  • Alder: Anbefalet fra 6 år
  • Varighed: 75 min., ingen pause
  • Gratis med:

    2026-27