Pressemeddelelse 25. oktober 2024
VERDENSPREMIERE
På Slagelse Teater bliver DR’s 100årsjubilæum næste år markeret med en verdenspremiere, når det lokale egnsteater opsætter en af DR’s populære, prisbelønnede dramaserier som musical.
SLAGELSE: 2025 vil ikke kun i lyd og levende billeder stå i DR’s tegn, når vores alle sammens gamle
statsradiosymfoni fylder 100 år. Fejringen af det flotte jubilæum vil også blive markeret med ny
scenekunst på Slagelse Teater. Her har Sjællands Teater fået unik tilladelse til for første gang
nogensinde at opsætte en særligt udvalgt DR Drama-serie. Ikke blot som teaterstykke, men som
en storstilet musicalforestilling.
Musicalen opsættes kun på Slagelse Teater, hvor orkestergraven bliver taget i brug for første gang
efter husets store renovering. Og det bliver med professionelle musikere side om side med lokale
bysbørn, da udvalgte talentelever fra Slagelse Musikskole får mulighed for at spille med i
orkestret. På scenen får holdet af professionelle skuespillere ligeledes selskab af unge talenter.
– Det er ikke hver dag, at vores alle sammens Danmarks Radio fylder 100 år. Vi er utrolig stolte
over at blive en del af den fejring i Slagelse. Og vi tør godt love, at vi sætter alle sejl til. En opgave,
som både professionelle og lokale kræfter skal løfte i fællesskab, udtaler Peter Thieme, der som
Sjællands Teater kunstneriske direktør i Slagelse bliver producent for den store musical.
Verdenspremiere i Slagelse
Samarbejdet med DR om den store musicalforestilling bliver den største produktion til dato
for det lokale egnsteater Sjællands Teater. Og da det er første gang, at DR giver tilladelse til, at
dramaet opsættes som teater i musicalgenren, er der således tale om intet mindre end en
verdenspremiere i Slagelse Teater i anledning af DR’s 100 år.
Valget til denne jubilæumsforestilling er faldet på en af DR Dramas mest populære og
internationalt prisbelønnede serier, som har samlet begejstrede seere omkring skærmene i DR
Dramas gyldne æra fra 2000 og frem. Men Sjællands Teater må endnu ikke annoncere hvilken.
Sløret løftes først for titel og handling, når Sjællands Teater sammen med DR ultimo 2024
indbyder til pressemøde, hvor hovedcastet af skuespillere også vil blive afsløret.
– Vi i DR glæder os meget til dette nye projekt med Sjællands Teater på Slagelse Teater. Vi havde
et godt og meget professionelt samarbejde, da Sjællands Teater sidste sæson fik rettighederne til
at opsætte noget af DR’s arvesølv som familieforestilling. Nemlig vores navnkundige
børnefjernsynsklassiker PALLE, POLLE OG RUTH. Derfor ved vi og har fuld tillid til, at Sjællands
Teater er det helt rigtige egnsteater til at omsætte en af vores allermest populære dramaserier til
musicalteater, udtaler seniorprojektleder Thit Dyreberg fra DR Salg.
Ud over samarbejdet med DR bliver projektet støttet af en række forskellige fonde og bakkes
ligeledes økonomisk op af blandt andet Region Sjælland. Det er derfor et erklæret mål med
forestillingen, at den skal bringe teater til byen såvel som tiltrække teaterpublikum fra hele landet
til Slagelse – til glæde og gavn for det lokale erhvervsliv.
FAKTABOX: DR-musical på Slagelse Teater 2025
Det indledende prøveforløb foregår i prøvesal uden for teatret, ligesom den store scenografi bygges og konstrueres i professionelt værksted.
Onsdag den 8. oktober 2025 rykker Sjællands Teater i overensstemmelse med brugerrådet for Slagelse Teater ind i teatersalen på Slagelse Teater.
I løbet af 21 dage skal de færdigkonstruerede kulisser, lyddesign og scenelys sættes endeligt op samtidig med skuespillernes kostumeprøver, lydprøver for orkestret og generelle tekniske prøver for alle.
Onsdag den 29. oktober 2025 spilles musicalen for første gang for et publikum ved en forpremiere.
Fra premieren torsdag den 30. oktober og frem til søndag den 23. november 2025 spilles mellem 20 – 25 forestillinger på Slagelse Teater. Forestillingen spilles kun på Slagelse Teater.
Titel, handling og cast afsløres ultimo 2024, hvor der i samme moment åbnes for billetsalg.